De store guramier

De store guramier - guld, perle og chokolader ....


Mine allerførste fisk var faktisk guld-guramier, - så det var jo nok der det hele startede, - og jeg har haft dem i mange år og været meget glad for dem. Lige nu har jeg ingen, - men et par perleguramier.

Guld og perleguramier hører til slægten trichopodus, og de hører til nogle af de største guramier, - og kan blive op til 15 cm store - og da de samtidig er ret territoriale, især guld guramien, - så skal man op i meget store akvarier. Godt nok er de små og søde i butikkerne, - men de vokser altså, - og jeg har set en del eksempler på at de er holdt i for små akvarier, - med det resultat at en eller flere bliver jagtet ihjel. Det skyldes ikke at det er en agressiv fisk, - bare territorial, og da et akvarium jo er et begrænset område hvorfra man ikke let kan slippe væk, så kan det blive fatalt for en jagtet fisk.

Jeg har holdt dem i 250 liter, - og med bedre held i 325 liter, - og ikke mere end en han af gangen.



Guldguramier er dejlige fisk, som man som regel ser. De bliver nærmest tamme og ret gode til at lære det med hvem det er der fodrer. Det samme gælder perle-guramier, - men disse kan være lidt mere sky og reserveret.

Chokolade-guramier har jeg holdt et par gange, - og er meget glad for dem. De er noget mere sarte og vanskelige, - og kræver meget blødere vand. Dem jeg har haft har da holdt et par år, - men helt heldig synes jeg ikke jeg har været. Så det varer nok lidt inden jeg skal prøve det igen.