Leg og yngel

Adfærd og optakt til leg 

Pragtguramien er en interessant lille fisk, når det kommer til adfærd omkring leg og yngel. Hvis fisken føler sig godt tilpas er det jo sådan set det det hele handler om, og man kan se at hannens opgave er først og fremmest at finde det rigtige sted at have en skumrede. Som regel finder han en hulning under en rod, eller en foto-dåse (i mine akvarier, jo nok ikke i naturen), og her omkring i en ganske lille radius holder han til. Det er bla derfor at akvarierne ikke behøver være større, i naturen vil hannen også holde sig ganske tæt til sit lille domæne hele tiden.

Herfra vil hannen ligeså langsomt forsøge at få hunnen til at interessere sig for hulen, og måden han 'lokker' på er ved at prøve at imponere hende med sin farvepragt. Han kommer så pludselig farende igennem akvariet og stiller sig på hovedet for hunnen og spiler alle finnerne ud så man tydeligt ser de forskellige gennemgående bånd og pletter på ryg og halefinne. Det ser utrolig flot ud, når hannen virkelig ruller sig ud. Det kan godt tage tid, sådan at få en hun interesseret og der skal selvfølgelig også være nogle ydre omstændigheder som er gunstige før det bliver alvor. Bla betyder foderet en del, hunnen skal have haft mulighed for at danne rogn, hvilket hænger ganske meget sammen med det foder hun har fået i tiden inden. Desuden er det tydeligt, at vejrforhold, eller rettere trykforholdene i atmosphæren spiller en rolle, - ved pludselige omskift fra høj til lav tryk, har jeg observeret at stort set samtidig indenfor nogle timer, er alle mine fisk i gang med æglægning.

     

Når hunnen begynder at blive klar til æglægning, kan man se at hun begynder at være interesseret i hulen, lige kigger ind, og går igen, og nogen gange kan man også se at hunnen opfordrer hannen ved at puffe ham i siden med snuden. Desuden skifter hunnen klart farve, og bliver mere ensfarvet brunlig, eller i nogle tilfælde næsten gul. De sort/hvide striber forsvinder helt på hunnen i denne situation.

Noget andet som sker, er at hunnen får det som i 'paros-kredse' efterhånden bare hedder  'sexy eyes'. Det sker en ændring i hunnens øje, på den måde at pupillen istedet for som normalt bare at fremtræde med en rund pupil, danner en lodret tværgående stribe i øjet, hvilket giver hunnen et helt specielt udtryk. Jeg er ikke sikker, men jeg tror faktisk også at hannerne delvist kan udvise det samme. Det er et klart udtryk for at så er der optakt til noget.

Hulen

Det er vigtigt at hannen kan finde et sted at have sin hule, men hvis han bare har et sted, så behøver man ikke gøre mere ud af det. Det er ikke nødvendigt med en hel masse muligheder, bare de der er, er gode. Jeg har prøvet en del forskellige, - bla. mallehule-rør, - jeg har set dem brugt, men det er et fåtal af gange. Jeg laver altid mulighed for at der under en trærod ville være mulighed for at have en hule, eller at der er lidt blade i akvariet, - men det absolutte foretrukne er og bliver de små gammeldags foto-dåser. Det eneste man skal huske med disse, er at rengøre dem rigtig godt, da der kan være rester eller afsmitning fra de filmruller som har ligget i dem. Dåserne lægger sig i overfladen, og jeg placerer dem som regel tæt op af en rude, eller lidt fastholdt inde i nogle flydeplanter, og gerne sådan at jeg har mulighed for at kunne kigge ind i dem. Nogle fastgør dem ved hjælp af forskellige påmonterede sugekopper osv. - det har jeg ikke gjort, - det betyder så også, at nogengange får fiskene dem vendt rundt, så jeg bare ikke kan se noget mere. Man kan også lægge plantedele eller mos ind i dem, hvorved selve indgangen bliver mindre og måske mere tiltalende for fisken, men generelt oplever jeg at der ikke er den store betænkelighed ved disse små sorte huler.

Skumreden

Skumreden hos pragtguramier er sjældent noget stort og fornemt projekt, og det er ret individuelt hvor gode hannerne er til at lave en sådan. Nogle hanner henter luftbobler, som de placerer der hvor reden skal være, andre gør ikke, eller gør det i yderst nødtørftigt omfang. De fleste skumreder, som jeg har set, består af en lille klynge bobler, hvori æggene hæftes fast.

Denne  skumrede med æg er nok en af de større jeg har set, de kan sagtens være meget mindre og med færre æg.

 

   

 

 

Parring og æglægning

Dette foregår på samme måde som hos de fleste labyrintfisk ved at hannen omslynger hunner, som herefter afgiver æggene, som befrugtes af hannen. Begge fisk samler herefter æggene op og placerer dem i skumreden. Dette kan godt tage en del tid, og i den tid er begge fisk optaget af at lægge æg, samle dem op og placere dem, samle de æg op som falder ud osv. Når dette er færdigt, er det hannen som overtager hele pasningen af rede og æg.

Her sidder hannen så og passer sine æg, - og igen er det ret individuelt hvor meget han gør ud af dette. Nogle hanner bliver simpelt hen i hulen hele den første uge uden overhovedet at komme ud mens andre tar nogle små ture ind imellem. Nogle hanner tolererer ikke hunnen i nærheden, mens andre tager det mere let. 

I løbet af ca 2½ dag kan man se at der begynder at komme små haler på æggene, som hænger i loftet, og efter endnu fire dage kan man regne med at de små så er fritsvømmende. At se disse små unger er så en hel ny udfordring, for de er så små at selv om man ved de er der, så kan det være næsten umuligt at få øje på dem. Det jeg kan se, er at der er noget småt som suser rundt inde i reden. Efter et eller andet antal dage forsvinder ungerne så fra hulen, og herefter gemmer de sig et eller andet sted i akvariet.

Fodring af forældrene

Udover den almindelige fodring med levende foder, er myggelarver gode i forhold til at sætte produktion af rogn igang, - men jeg har fundet ud af, at selv om de voksne fisk godt kan tage en stor hvid myggelarve, så skal man måske være lidt påpasselig med at servere disse i hvertfald i for store mængder. Hvis man er heldig kan man derimod om sommeren finde en lille pyt hvor der er sorte myggelarver i ministørrelser, og de er rigtig rigtig godt foder. Fodring med nyudklækkede artemia er selvfølgelig også godt.

Efter æglægning tager hannen ikke foder til sig hvis han er optaget af at passe rede, men hunnen bør fodres som sædvanligt, da hun har brugt en del kræfter på hele processen.

Fodring af ungerne

Dette er nok simpelt hen den vanskeligste del af hele projektet med pragtguramier. Ungerne er så små, at man dårligt kan se dem, og de foderemner man skal bruge er jo så tilsvarende endnu mindre, hvilket gør det rigtigt svært. Og mange mislykkede opdrætsforsøg tror jeg simpelt mislykkes fordi man ikke er istand til at sørge for at de små unger kan finde foder efter at deres blommesæk er opbrugt. Jeg er derfor hele tiden igang med at udvikle forskellige metoder til at finde måder hvorpå man kan lave småt foder (se under foder-afsnittet).

Fiskene får også ind imellem unger, som bare lige pludselig dukker op, hvor jeg hverken har set reder eller gjort noget mht. foder, så selvfølgelig finder de også forskelligt i akvariet som kan spises, - men dette tror jeg kun de gør, hvis det akvarie de går i er relativt 'gammelt' og tilgroet og ikke alt for sterilt rengjort. Så vil der selvfølgelig være nogle små organismer, som ungerne kan finde, men langt bedre er det selvfølgelig hvis man målrettet kan sørge for foder til dem.

Opvækst

Ungerne vokser faktisk meget langsomt, - det varer ihvertfald omkring 1½-2 mdr før de er omkring en cm store, og det varer næsten et år eller måske omkring 10 mdr. før man kan sige de er fuldt udvoksede.

Når ungerne er så store så jeg uden problemer kan se dem, hvis de ellers viser sig, så synes jeg det er en god ide at flytte ungerne til et akvarie for sig selv, da det så vil være nemmere at fodre dem uden at forældrene forstyrrer, og da forældrene så også får akvariet for sig selv igen. Det kan være lidt svært, med disse ungfisk, - af en eller anden grund ser det for mig ud til at de adskiller sig fra de 'voksne' fisk jeg har - som jeg har fået som voksne - ved at de små er utroligt sky. Det kunne jo være noget som er en del af den naturlige opvækst, at ungfisk er mere udsatte end de voksne, og derfor gemmer sig vældig vældig godt. I hvertfald kan det nogengange være lidt komisk - og måske lidt frustrerende, at jeg ved jeg har 5 små pragtguramier i et 20 liters akvarie, og jeg fodrer dem troligt dagligt, men der kan da godt gå uger hvor jeg simpelt hen ikke ser en eneste af dem. Et par gange har jeg simpelt hen måtte tømme hele akvariet fordi jeg havde mistet troen på at de overhovedet var der, - men det var de. Så jeg må respektere at de åbenbart har et instinkt som fortæller dem, at det er bedst at skjule sig, og så håbe på, at det er en fase som går over igen når de vokser til.

Som afslutning på dette afsnit vil jeg nævne, at selv om det lykkes for en del at få unger af pragtguramier, så er dette ikke det eneste succes-kriterie i forhold til om det kan lykkes at holde en bestand ved lige. Det har vist sig, at der kan være problemer med at de generationer som opdrættes og opvokser i akvarier nogen gange får sværere ved at fortsætte med at reproducere sig. Dette har sikkert noget med opvækstforhold, fodring oa. at gøre, og er så et af de områder vi stadig skal lære noget om.